2.7 Dagtilbud, skole, kultur og fritid
Dette afsnit, ”Dagtilbud, skole, kultur og fritid”, beskriver kerneområder, som er med til at tegne det samlede billede af Assens Kommune. Disse kerneområder omfatter en række institutioner og skoler samt kultur- og fritidsaktiviteter fordelt over hele kommunen.
Til børne- og ungeområdet er der knyttet en række centrale forpligtelser vedrørende tilsyn, støttende indsatser og forebyggende initiativer. Beskrivelserne bygger på de politisk vedtagne politikker (Børne- og Ungepolitikken med flere), mål og strategier.
Delafsnit
En af visionerne i Vision 2030 er Vores børn og unge lykkes. Vores børn og unge er vores fremtid. Vi giver dem de bedste forudsætninger for at leve et godt liv med et stærkt selvværd. Vi følger børnene fra deres første skridt og hjælper dem på vej til sunde vaner og et aktivt hverdagsliv med bevægelse, sport og fællesskaber. Det fortsætter i dagplejen, daginstitutioner og skoler, hvor børn og unge har rammer til at være kreative, til at lege, lære og danne venskaber og relationer. Børn og unge udvikler sig både fagligt, personligt og socialt på vejen mod et voksenliv, hvor de trives og forsørger sig selv.
Vores ungdomsuddannelser, lære- og arbejdspladser hjælper til. Vores skoler, uddannelsessteder, virksomheder og kulturinstitutioner arbejder tæt sammen og inspirerer vores børn og unge, så de udnytter deres fulde potentiale. Både dem, der selv kan og vil, og dem, der skal have ekstra hjælp til at finde netop deres vej.
I 2030 er alle unge i uddannelse eller arbejde.
I 2025 har Assens Kommune gjort kultur til drivkraft for fællesskab og aktivt medborgerskab, identitet, udvikling og livskvalitet og til inspirationskilde for alle borgere.
Centralt for opfyldelsen af kulturpolitikkens ambition er det, at der opbygges en klar profil, der bygger på samarbejde om Kulturstrategiens tre temaer: 1) Musik, sang og scenekunst, 2) Madkultur og 3) Billedkunst.
Det er Byrådets mål:
- at ungdomsarbejdsløsheden falder.
- at vi har flere unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse.
- at alle børns skolefravær falder.
- at alle elevers karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangsprøver stiger.
- at flere af vores unge vurderes uddannelsesparate.
- at vores børns sprogfærdigheder forbedres.
- at der skabes mere samarbejde på kulturområdet, på tværs af alder, geografi og aktørtyper.
- at børn og unge dannes igennem hele deres opvækst via kulturindsatsen.
- at alle borgere har tilbud om livslang dannelse.
- at det aktive medborgerskab og kreativiteten styrkes.
- at kulturlivet er en tydelig drivkraft for forbedret livskvalitet og stærkere fællesskaber i lokalsamfundene.
Der er ingen retningslinjer til afsnittet.
Dagtilbud
Dagtilbudsområdet er organiseret med dagpleje, områdeinstitutioner og landsbyordninger.
Der er 5 områdeinstitutioner, der alle har både vuggestue og børnehave. Der er 4 landsbyordninger, som alle har skole- og børnehavedel, 3 af landsbyordningerne har desuden tilknyttet vuggestue.
I kommunen er der ligeledes 11 private vuggestuer/børnehaver, som ikke indgår i kommunens pasningsgaranti.
Skole
Skoleområdet er organiseret med:
- 11 folkeskoler, herunder 4 landsbyordninger. Tre af skolerne går fra børnehaveklasse til 6. klasse, og 8 af skolerne fra børnehaveklasse til 9. klasse
- 1 specialskole
- 1 ungdomsskole inkl. 10. klasse
Alle skoler har skolefritidsordning
Undervisningen i 10. klasse foregår på 10. klassecenteret i Glamsbjerg.
Der er i kommunen 4 fri- og privatskoler.
Alle ungdomsuddannelser er samlet i Campus Glamsbjerg. Glamsbjerg er kendetegnet som kommunens uddannelsesby med gymnasium, handelsgymnasium, 10. klassecenter, HF og VUC Fyn, FGU samt efterskoler i et innovativt samarbejde med erhvervslivet. Der kommer elever hertil fra hele kommunen og nabokommunerne.
Kultur og fritid
Politikområderne Kultur og Fritid dækker følgende områder: Fritidsfaciliteter, folkebibliotek, museer, musikskole, andre kulturelle opgaver og folkeoplysning. Der er 9 fritidscentre og haller, der modtager kommunalt driftstilskud. Herudover gives der tilskud til 1 søsportscenter, 1 vandrerhjem, og kulturhusene Tobaksgaarden i Assens og Industrien i Aarup.
Biblioteket er den eneste lovpligtige kulturinstitution i kommunen og har til formål at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet.
AssensBibliotekerne har biblioteker i Assens, Glamsbjerg, Haarby, Tommerup St., Vissenbjerg og Aarup. Alle biblioteker er ”åbne, selvbetjente biblioteker”, som kan benyttes året rundt i tidsrummet 7-20 af borgere og gæster over 15 år med brug af sundhedskortet. Bibliotekerne har også åbningstider med betjening.
Bibliotekerne tilbyder såvel fysiske materialer som adgang til e-ressourcer. Der tilbydes opsøgende betjening af de borgere, som ikke selv kan komme på biblioteket. Bibliotekerne fungerer som lokale væresteder og centre for formidling af kultur, information og viden og er borgernes oplevelses-, kultur og besøgssteder med arrangementer, udstillinger og it-kurser samt mulighed for kopiering og printning.
Museum Vestfyn er et statsanerkendt kulturhistorisk museum og en selvejende institution, der primært drives på grundlag af et kommunalt og et statsligt tilskud. Et statsanerkendt museum skal foretage indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling.
Der er en musikskole i Assens Kommune med brugerbestyrelse. Andre kulturelle opgaver er FilmFyn, kulturaftale via Kulturregion Fyn, elektronisk oplevelseskalender, kulturhuse, ikke-kommunale kulturelle institutioner, samlingssteder, lokalhistoriske arkiver, Assens Kunstråd og Kulturforum Assens. Dertil kommer udmøntning af Kulturpolitikken og Kulturstrategien gennem blandt andet Kulturpuljen og indsatsen Kultur for alle børn og unge i Assens Kommune.
Folkeoplysningsområdet dækker fra 2024 over 10 aftenskoler samt 107 foreninger med 6.500 aktivitetsmedlemmer under 25 år.
Børn, Unge og Familieindsatser
Hovedopgaver:
- Byrådet er i henhold til Barnets Lov ansvarlig for tilsynet med børn og unge i kommunen.
- Kommunen har pligt til at iværksætte undersøgelser af børns og unges forhold, når der er mistanke om, at de lever under forhold, som kan skade deres udvikling, sundhed og trivsel.
- Kommunen har pligt til at iværksætte støttende indsatser jf. Barnets Lov, når det er påkrævet i forhold til barnets eller den unges situation. Kommunen tager ved rådgivning og indsatser udgangspunkt i barnet, den unge og hele familien.
- Kommunen er ansvarlig for forebyggende, kriminalpræventive SSP-opgaver, herunder opsøgende funktioner.
Børnesundhed
Børnesundhed omfatter Sundhedsplejen, Det ergo- og fysioterapeutiske Børneteam, PPR og Tandplejen. Afdelingerne ligger henholdsvis i Tommerup og/eller Assens og dækker hele kommunen.
Sundhedsplejen arbejder sundhedsfremmende og forebyggende for at bidrage til at sikre børn og unge en sund opvækst og skabe gode forudsætninger for en sund voksentilværelse. Der arbejdes ud fra 5 hovedområder:
- Sundhedspleje til gravide og småbørnsfamilier herunder forældrefødselsforberedelse og specifik ammerådgivning.
- Sundhedspleje til skolebørn, herunder sundhedspædagogisk undervisning.
- Sundhedspleje til børn og familier med særlige behov, herunder bl.a. småbørnskonsulentfunktionen, sorggrupper for børn, overvægtsklinik for børn.
- Konsulentfunktion i forhold til personale i dagtilbud og skoler omkring generelle og specifikke sundhedsmæssige emner.
- Sundhedsfremmende og forebyggende tiltag på børnesundhedsområdet.
Der samarbejdes på tværs af faggrupperne i Assens Kommune især inden for Børn, Unge og Undervisning samt med andre relevante afdelinger. Der er derudover mange eksterne samarbejdspartnere. Samarbejdet skaber en følelse af sammenhæng og helhed for de børn, unge og familier, som modtager sundhedspleje i Assens Kommune.
Det ergo- og fysioterapeutiske Børneteam understøtter en tidlig indsats for børn, der har problemer/særlige behov på de motoriske og sansemæssige områder. Udviklingen skal styrkes, så livskvalitet og selvhjulpenhed øges mest muligt – for mestring af aktiviteter og deltagelse i fællesskaber. Nøgleordene er forebyggelse og træning. Teamet varetager:
- de lovpligtige genoptræningsopgaver på børn-unge-området (ikke vederlagsfri).
- opgaver omkring fin- og grovmotoriske vanskeligheder samt sansemotoriske vanskeligheder.
- Børn og unge med mundmotoriske problemstillinger.
- Motorikklinik – åben rådgivning.
- Konsultativ bistand – rådgivning og vejledning omkring børns motoriske og sansemæssige udvikling.
PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) understøtter en tidlig indsats for børn og unge, der har særlige behov i forhold til trivsel og udvikling. PPR arbejder ud fra såvel konsultative som udredende indsatser på både gruppe- og individuelt plan, og der arbejdes med kompetenceudvikling for personale i dagtilbud/skoler og i samarbejde med forældre. Problemstillingerne indenfor PPR-arbejdet kan eksempelvis være følgende:
- Spørgsmål i forbindelse med barnets udvikling
- Vanskeligheder med kommunikation, sprog og tale
- Skoleproblemer af faglig og/eller trivselsmæssig karakter
- Sociale/adfærdsmæssige udfordringer
- Psykiske problemer
Den kommunale tandpleje varetager opgaver for at fremme tandsundheden og forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning i tænder, mund og kæber. Der arbejdes ud fra følgende:
- Forebyggende og behandlende indsatser for børn og unge for udvikling af hensigtsmæssige tandplejevaner
- Socialtandpleje
- Omsorgstandpleje
- Specialtandpleje.