3.2 Den offentlige servicetransport
På Fyn tilrettelægges den offentlige servicetransport gennem FynBus, et trafikselskab etableret i henhold til lov om offentlig servicetrafik.
Den offentlige servicetransport i Assens Kommune omfatter både regionale og lokale busruter samt Plus- og Fleksturs-ordninger. De regionale busruter krydser kommunegrænserne på Fyn, hvorimod lokalruternes ruteforløb bliver inden for kommunegrænsen. Assens Kommune varetager ruteplanlægningen af de lokale busruter i samarbejde med FynBus. Regionalruterne varetages af Region Syddanmark og FynBus.
Da hovedformålet med lokalruterne ofte er at transportere skoleelever til og fra skole, kører disse alle hovedsageligt med én morgenafgang og 2-3 eftermiddagsafgange. Spørgsmål og informationer om køreplaner og så videre til lokalruterne, kan man se på www.fynbus.dk og www.rejseplanen.dk.
Delafsnit
Kollektiv betjening i både større og mindre bysamfund styrker bosætning og mobiliteten for den enkelte borger. Samtidig skal den kollektive trafik planlægges således, at den er fleksibel for brugerne og har god fremkommelighed. Det er derfor vigtigt, at der i køreplanlægningen også fokuseres på tilgængelige stoppesteder og udbyggede knudepunkter, hvor der let kan skiftes mellem transportmidler.
Der bør derfor i en tidlig fase af arealudlæg ses på behovet for den kollektive trafik til området. Hvis behovet for kollektiv trafik er til stede, bør eventuelle udgifter til betjening af kollektiv trafik indgå på lige fod med de øvrige udgifter til etablering og drift af de udlagte områder.
Det er Byrådets mål:
- at fastholde og udbygge den kollektive trafik under hensyntagen til de økonomiske muligheder.
- at arbejde for en velfungerende og hensigtsmæssig busbetjening for borgerne i Assens Kommune.
- at understøtte ambitionen om et øget passagertal på de regionale busruter ved først og fremmest at sikre god infrastruktur samt placere stoppesteder tæt på vigtige rejsemål.
- at sikre den nødvendige infrastruktur for de regionale ruter til ungdomsuddannelser, så der støttes op om unges gennemførelse af en ungdomsuddannelse.
- årligt at analysere de lokale busruter, så de kører mest effektivt og hensigtsmæssigt i forhold til kommunens folke- og privatskoler i de forskellige skoledistrikter.
- at sikre samspillet mellem forskellige transportformer ved større regionale stoppesteder/knudepunkter.
- at stoppesteder placeres i umiddelbar nærhed af større rejsemål som for eksempel uddannelsesinstitutioner, store arbejdespladser, turistattraktioner med mere for at gøre den offentlige servicetransport mest mulig attraktiv og konkurrencedygtig over for bil.
- at der i byzone etableres stoppesteder cirka pr. 400 meter for at sikre kortest mulig gangafstand.
- at lokalbusserne skal være CO2-neutrale inden 2030.
3.1.1 Udformning af vejanlæg i forhold til busruter
Ved udformningen af vejanlæg og trafikløsninger i øvrigt skal de lokale og regionale busruter så vidt muligt sikres et hensigtsmæssigt forløb.
3.2.2 Anlæg af stoppesteder
Vejforlægninger og nye veje skal i rimeligt omfang anlægges med stoppesteder, hvor der er behov for betjening med offentlig servicetransport i byområder for hver cirka 400 meter.
3.2.3 Etablering af vejbump og offentlig transport
Det bør så vidt muligt undgås at etablere bump og chikaner på veje med offentlig servicetransport.
3.2.4 Betjening af skole- og fritidsinstitutioner med
kollektiv trafik
Lokalruterne skal først og fremmest betjene kommunens folke- og privatskoler inden for et givent skoledistrikt.
3.2.5 Betjening af ældre og plejeboliger samt aktivitets og borgercentre med kollektiv trafik
Ældre- og plejeboliger, pleje- og aktivitetscentre og borgerservice i Assens søges betjent af regionale busruter samt flex- og plustursordninger.
Centrale problemstillinger for den offentlige servicetransport er konkurrencefladen til den individuelle trafik og etableringen af et sammenhængende og pålideligt kollektivt trafiksystem.
Den offentlige servicetransport i Assens Kommune omfatter de regionale og lokale busruter samt flex- og plustur. Region Syddanmark varetager planlægningen af de regionale ruter, hvortil Assens Kommune tilpasser ruteplanlægningen af de lokale busruter samt flex- og plustur.
Den offentlige servicetransport har stor betydning både for sammenkædningen internt i Assens Kommune, med den resterende del af Fyn, og især for udviklingen af gode bosætningsmuligheder. En styrket offentlig transport både af regionale og kommunale ruter vil derfor gavne Assens Kommune og tiltrække tilflyttere. Assens Kommune har suppleret busruterne med flex- og plustur for at sikre mulighed for transport hele dagen i hele kommunen. Flextur er et tilbud til alle borgere og besøgende i kommunen, og det er også muligt at køre på tværs af kommunegrænser. Sammen med FynBus skal der arbejdes for en højere frekvens på de regionale ruter for at sikre en bedre sammenhæng på Fyn og en større grad af mobilitetsfrihed for kommunens borgere.
Strategi og indsats
Realiseringen af Byrådets målsætning er i meget vidt omfang et spørgsmål om økonomi. Herudover kan kommunen på forskellig vis virke for at fremme målsætningerne.
Det vil blandt andet ske ved gennem køreplanlægningen at tilstræbe bedst mulig korrespondance mellem de lokale og regionale busruter samt tog, sikre bedre stoppestedsforhold og hensigtsmæssige direkte ruteforløb.
Målsætningerne kan også fremmes gennem udformningen af vejanlæg, gennem planlægningen af nye byområder, arbejdspladser og turistmål og ved at skabe gode omstigningsforhold fra individuel til kollektiv transport.
Udformning af vejanlæg
Det er ønskværdigt, at der ved udformningen af vejanlæg bidrages til, at den kollektive trafik kan afvikles hensigtsmæssigt. Ved udformningen af vejforlægninger og nye veje bør der sikres gode stoppestedsforhold på de nye vejstrækninger, hvor der er behov for det. Det bør endvidere sikres, at der i et rimeligt omfang er mulighed for en betjening af eksisterende områder. I byområder bør der normalt være mulighed for at optage og afsætte passagerer for hver cirka 400 meter, da al erfaring viser, at en længere gangafstand får passagererne til at fravælge den kollektive trafik.
I forbindelse med trafiksaneringer og lignende bør det – for at fremme en hurtig og bekvem kørsel for den offentlige servicetransport – så vidt muligt undgås at etablere bump og lignende. Såfremt hensynet til trafiksikkerheden prioriteres højere, bør det sikres, at bump udformes hensigtsmæssigt, og således at de kan passeres af busser med en vejledende hastighed på 30 km/t.
Planlægning af nye byområder
Nye byområder bør anlægges sådan, at de i videst mulige omfang kan betjenes med offentlig servicetransport og således, at der er gode og sikre adgangsforhold til stoppestederne, herunder at der etableres stiforbindelser i fornødent omfang.
Omstigning fra individuel transport til kollektiv transport
Ved at sikre gode muligheder for skift fra et transportmiddel til et andet kan det samlede transportsystem forbedres. Assens Kommune vil gerne medvirke til at forbedre mulighederne for såkaldte kombinationsrejser ved for eksempel at udpege velbeliggende stoppesteder og samkørselspladser ved de større bysamfund og i tilknytning til det overordnede vejnet, således at der kan ske omstigning mellem personbiler, bus, cykel med videre.