4.5 Støjende fritidsaktiviteter
I Assens Kommune er de støjende fritidsaktiviteter to motorsportsbaner i Tommerup og Vissenbjerg samt syv skydebaner, heraf en militærskydebane. Der er ingen egentlige flyvepladser til fritidsflyvning i kommunen. Der er dog flyvebaner til modelflyvning og private helikopterlandingspladser. Boldbaner, paddelbaner og lignende regnes ikke som støjende fritidsaktiviteter i denne forbindelse.
Miljøstyrelsen har opstillet vejledende støjkrav, der angiver, hvor meget støjende fritidsaktiviteter må støje i forhold til omgivelserne.
Delafsnit
Der er ingen vision til afsnittet.
Det er Byrådet mål:
- at der sikres gode udviklingsmuligheder for de støjende fritidsaktiviteter under hensyntagen til den genevirkning, de har i forhold til omgivelserne.
Retningslinjerne nedenfor gælder for placering af støjende fritidsanlæg og -aktiviteter samt for placering af støjfølsom arealanvendelse i nærheden af eksisterende støjende fritidsanlæg.
Ved etablering af permanente motorbaner vil der i mange tilfælde skulle udarbejdes en miljørapport til kommuneplantillægget (det, der tidligere hed en VVM – Vurdering af Virkningen på Miljøet).
4.5.1 Placering af støjende fritidsanlæg
Placering af støjende fritidsanlæg er omfattet af retningslinjerne i afsnit 6.1. Placering af støjende fritidsanlæg, der skal inddrages i byzone, er omfattet af de generelle retningslinjer om byudvikling i kapitel 2.
4.5.2 Etablering af skyde- og motorbaner
Nye skyde- og motorbaner kan som hovedregel kun etableres, hvis der ud fra en samlet vurdering sker en miljømæssig forbedring. Det kan være ved sammenlægninger og/eller flytninger af anlæg.
Nyanlæg af skyde- og motorbaner kan dog også ske, hvis særlige forhold taler for det, for eksempel lokale eller kapacitetsmæssige forhold.
Ved nyanlæg skal Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser overholdes ved eksisterende eller planlagt støjfølsom arealanvendelse.
Fortolkningsbidrag til retningslinje 4.5.2
Miljøstyrelsens vejledende krav fremgår af bilaget om støj. Disse er i retningslinjerne udtrykt som planlægningsafstande, der er ’på den sikre side’, det vil sige, hvor støjkravene kan overholdes, hvis afstandene respekteres. Det kan være muligt at reducere disse afstande, hvis det kan godtgøres, at det ikke giver støjmæssige problemer.
| Banetype | Afstand til støjfølsom arealanvendelse |
|---|---|
| Flugtskydebane | 1,7 km |
| Riffelskydebane | 3,6 km |
| Udendørs salonriffelbane | 0,7 km |
| Pistolskydebane | 1,3 km |
| Motorsportsbane | 1,5 km |
4.5.3 Etablering af flyvepladser til fritidsflyvning
Nye flyvepladser, hvis formål primært er fritidsflyvning, kan som hovedregel kun etableres, hvis der ud fra en samlet vurdering sker en miljømæssig forbedring, for eksempel i forbindelse med flytning af operationer fra andre flyvepladser. Forbedringen skal give sig udtryk i, at der samlet er færre husstande belastet med flystøj, og/eller at støjbelastningens niveau nedsættes.
Nyanlæg af rekreative flyvepladser kan kun anlægges, hvis det kan godtgøres, at der ikke sker påvirkning af væsentlige nationale og regionale interesser eller internationalt beskyttede naturområder.
Fortolkningsbidrag til retningslinje 4.5.3
Ved fritidsflyvning forstås flyvning uden erhvervsmæssig karakter, herunder for eksempel faldskærmsflyvning, kunstflyvning, svæveflyvning, flyvning med ultralette fly, udflugtsflyvning samt normal skoleflyvning.
4.5.4 Udlæg af arealer til nye typer støjende rekreative formål
Ved ønsker om udlæg af arealer til nye typer støjende rekreative formål skal vurderingen inddrage beskyttelsen af boliger og andre rekreative aktiviteter samt naturbeskyttelsesinteresser.
4.5.5 Udlæg af støjfølsomme formål ved støjende fritidsanlæg
Nær de eksisterende baner må der ikke udlægges arealer til støjfølsomme formål inden for de støjkonsekvensområder, der er vist på retningslinjekort 4.5. Inden for de tilnærmede konsekvensområder må disse arealer udlægges, hvis Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser kan overholdes.
Fortolkningsbidrag til retningslinje 4.5.5
Der er på retningslinjekort 4.5 angivet støjkonsekvensområder for de eksisterende støjende rekreative anlæg. Der er dels tale om dokumenterede støjkonsekvensområder og dels om tilnærmede konsekvensområder. Støjkonsekvensområderne tager udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledende krav.
Støjkonsekvensområderne opdateres løbende enten i forbindelse med Byrådets støjkortlægningsarbejde, eller ved at skyde- og motorbanerne bliver miljøgodkendt.
For en mere uddybende beskrivelse af støjkonsekvensområderne henvises i øvrigt til bilaget om støj.
De støjende fritidsaktiviteter omfatter primært aktiviteter knyttet til motor- og skydebaneanlæg, men også andre aktiviteter og anlægstyper, som for eksempel flyvepladser til fritidsflyvning, jetski og vandscootere. Hovedproblemstillingen omkring disse anlægstyper og aktiviteter er, at de afgiver støj uden for normal arbejdstid, hvor man forventer ro. I visse tilfælde medfører aktiviteterne også andre gener for omgivelserne.
Miljøstyrelsen har opstillet vejledende støjkrav, der angiver, hvor meget aktiviteterne må støje i forhold til omgivelserne. Da Assens Kommune er tæt befolket med megen spredt bebyggelse, er placering af nye støjende anlæg og aktiviteter meget problematisk, når de vejledende støjkrav skal overholdes.
Placering af støjende anlæg og aktiviteter er ikke kun et spørgsmål om støj, men også om at tage hensyn til blandt andet natur, landskab, miljø og kulturmiljø. Hertil kommer det generelle forhold, at det er de færreste, som ønsker at være nabo til støjende aktiviteter.
Denne problemstilling betyder, at det er svært at sikre brugergrupperne de faciliteter, som de ønsker sig. Omvendt indebærer støjkravene også begrænsninger på arealanvendelsen i nærheden af eksisterende støjende fritidsanlæg, hvormed de også bidrager til en vis sikring af nuværende aktiviteter.
Der er i dag i Assens Kommune i alt seks civile skydebaner og to motorsportsbaner, en i Bred og en i Tommerup. På nuværende tidspunkt er der ikke andre støjende fritidsaktiviteter som flyvepladser, jetski og lignende.
Byrådets holdninger
Byrådet ser gerne, at skyde- og motorsporten og øvrige støjende aktiviteter skal have så gode vilkår som muligt, men finder samtidigt, at Miljøstyrelsens vejledende støjkrav skal overholdes af hensyn til omgivelserne.
Byrådet finder desuden, at støjende anlæg i lighed med andre anlæg i det åbne land skal respektere den beskyttelse af landskabet, naturen og kulturmiljøerne, som ligger i kommuneplanen og naturbeskyttelseslovgivningen.
For at forebygge nabokonflikter og for at sikre eksisterende støjende fritidsanlæg finder Byrådet det vigtigt, at der ikke udlægges arealer til støjfølsomme formål i nærheden af eksisterende støjende anlæg. Udlæg til støjfølsomme formål skal således også respektere de vejledende støjkrav. I den forbindelse finder Byrådet, at kommune- og lokalplanlægningen også skal forholde sig til støjproblematikken omkring rekreative anlæg, når der planlægges for nye arealudlæg.
Byrådet finder endeligt, at nogle nye typer støjende rekreative aktiviteter som for eksempel jetski og vandscootere er særligt problematiske i forhold til omgivelserne, herunder naturen. For sådanne typer af anlæg skal hensynet til omgivelserne tillægges afgørende vægt i situationer, hvor der er interessekonflikter.
Strategi og indsats
Problemstillingen omkring støjende fritidsaktiviteter er særligt udtalt i forbindelse med skyde- og motorsport og dermed forbundne støjende aktiviteter. For at forebygge nabokonflikter og for at sikre eksisterende støjende fritidsanlæg er der i kommuneplanen angivet konsekvensområder med tilhørende retningslinjer.
Retningslinjerne indebærer, at støjfølsom arealanvendelse ikke kan placeres inden for dokumenterede støjkonsekvensområder, mens de eventuelt kan placeres inden for tilnærmede områder, hvis det kan godtgøres, at de vejledende støjkrav vil kunne overholdes.
Såvel i kommuneplanens kapitel 2 om byudvikling og kapitel 6 om det åbne land er medtaget retningslinjer, der skal sikre, at der foretages en vurdering af støjproblematikken i forbindelse med planlægning og meddelelse af tilladelser. Retningslinjerne tager udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledende støjkrav, men forholder sig også til andre interesser, som skal varetages i forbindelse med placering af støjende fritidsanlæg og -aktiviteter.
![]()
Tommerup Motocross- & Speedwayklub